Kan du mærke, hvor din grænse går?
Kender du til at være den, som folk kommer og betror sig til til familiefester og andre sammenkomster?
At dine opkald til venner eller familiemedlemmer mest kommer til at omhandle deres liv og udfordringer og problemer.
Kender du til, at venskaber kan minde mere om, at du er blevet en slags terapeut eller rådgiver fremfor en ligeværdig ven??
Så kender du nok også oplevelserne efter et familiebesøg, hvor du går hjem med en følelse af tomhed, for ingen spurgte til dig. De ved ingen aktuelle ting om dig. Og du sagde heller ikke noget selv. Du tog ikke ordet. Og det blev der endnu engang ikke ændret på. Det føles som at blive hyllet ind i en slags usynlighed eller ubetydelighed.
Det føles trist.
Men hvorfor er det blevet sådan?
”For du er så god at tale med”. ”Du er så god til at lytte”.
Du mærker måske også en vis grad af stolthed over at være god til at tale med. Men er det kun det, som er på spil? At du lytter, fordi du er god til det, og de andre ikke er gode til det, eller at de andre har større problemer end du har??
Hvordan har du det EGENTLIGT med det?
Og er det overhovedet normalt, at kommunikationen er så skæv?
Du er selv helt holdt op med at formulere dig omkring dig selv og dine egne udfordringer, efterhånden som disse mønstre gentager sig. Du har vænnet dig til at rykke dit fokus på dig selv og dine egne behov til side i samværet med andre.
Hvad er det der sker?
Jo, du bliver styret af et mønster, der stammer fra de fire børneroller. I dette tilfælde er det redder rollen, som især det første fødte barn i en dysfunktionel familie vil udvikle.
Rollen hedder heltebarnet. Læs mere om det i min bog https://kristina-hermann.dk/vare/du-er-ikke-alene/
Grunden til at reddermønsteret er udviklet hos dig, kan du finde i de oplevelser, du har haft som barn/ung i din familie.
Du oplevede hurtigt, at livet kan være barskt, og at det er svært at være menneske. Mange problematiske og følelsesmæssige kaotiske situationer har vakt din naturlige omsorg, empati og forståelse for andres problemer. Du har forsøgt at hjælpe, hvor du kunne, og den adfærd og opmærksomhed blev en måde at være i din familie på, hvor du forsøgte at gøre noget.
Det at kunne lytte og give et andet menneske opmærksomhed og plads er en meget værdifuld egenskab.
Du kan måske føle en vis ære i forhold til at andre viser dig den tillid…men så er der måske heller ikke så meget mere godt at sige om det…
Det, du skal forstå, er, at det ikke er sundt, det der foregår. Så længe du udsætter dig for at andre, også din mor eller far, misbruger din tid, uden at du siger fra, så sender du hver gang et signal til dig selv om, at du ikke er så vigtig. Det holder dit selvværd nede, og får både psykiske og fysiske konsekvenser på sigt.
Det er ikke en identitet, men det som er sket dig, som former en redder
Mange voksne børn har tænkt om sig selv, at de var særlige følsomme børn, eller at de var særlige sensitive overfor andre menneskers sindsstemninger. Men det er ikke min oplevelse, at alle de som er særlige opmærksomme på andre, er født sådan.
Det som er anderledes, er det, som er sket for barnet.
Det specielle i misbrugsfamilier er, at forældre overlader det følelsesmæssige ansvar til barnet. Det er barnet, der lytter til de voksnes problemer. Det er barnet, der trøster sine forældre.
Forældre modtager og kræver barnets omsorg. Forældre lader deres barn vise et overdrevet hensyn, når forældrene er i problemer. Og det ansvar er aldrig blevet taget fra barnet igen, og barnet er tværtimod til tider blevet rost for dets evner til at lytte og forstå.
Mange har f.eks. fortalt at deres mor har bedt dem holde vagt og våge over deres fulde far, eller de er blevet sendt i byen for at hente en fuld mor eller far hjem fra et værtshus. I familier, hvor dysfunktionen ikke har været synligt, kan rollerne stadig være byttet om, og det voksne barn er styret af en stærk dårlig samvittighed, så snart han/hun vil bryde ud af redderrollen. De bryder sig ikke om at være egoistiske, og uempatiske.
At passe på dig selv er ikke egoistisk
Men det er ikke egoistisk at du stopper med at redde din familie og stopper med at tage følelsesmæssigt ansvar for dine forældre, søskende eller andre i din omgangskreds.
Det er faktisk sundt og nødvendigt, som voksen, at indgå i relationer på en anden måde, hvor du slipper din rolle og begynder at passe bedre på dig selv og på din tid.
”Pas dit eget agurkebed”, som min gamle leder altid sagde til de pårørende, der kom på kursus for at komme ud af deres medafhængige adfærd og tankegang.
Hvad kan du gøre
Mærk hvordan du har det, og stol på det
Læg mærke til hvordan det er, igen og igen at være den som lytter og viser forståelse og engagement i de andres liv, uden at der kommer det samme tilbage.
For at kunne mærke dine følelser, skal du give slip på alle dine historier om ”at det ikke betyder noget”, “at de jo har brug for det”, ”at du sagtens kan stille op til det” ,”at det jo ikke skal være ”bytte bytte købmand”.
Sætningerne er en måde du overtaler dig selv på, så du forbliver i redderrollen. Når du tænker den slags tanker, så manipulerer du med dig selv, fordi du forsøger at slukke for dine følelser og behov, så dette selvopofrende mønster kan forsætte.
Så…bare lige for en stund, læg alle de her sætninger til side, og fokuser på dig selv. Mærk din krop, mens du tænker på disse situationer.
Måske vil du mærke vrede. Måske vil du mærke håbløshed. Måske vil du mærke frygt, måske vil du mærke tomhed og forladthed. Måske føler du dårlig samvittighed, så snart du mærker behovet for at sætte en grænse. Måske har du lært, at det er dit ansvar, hvordan andre har det, især når det drejer sig om, at nogen har det dårligt.
Uanset følelsen så vær opmærksom på hvad den vil sige til dig. Dine følelser er sande, og du kan bruge dem som tegn til dig, om at noget skal justeres. Jo mere ubehageligt det føles, jo mere presserende kan det være at komme fri af den rolle, du ikke har det godt i.
Det kan godt tage tid at ændre på et helt kodeks af adfærd, følelser og tanker
Det kan tage tid rigtig at turde mærke, hvad det faktisk gør ved dig. For du har vænnet dig til misbruget af din hjælpsomhed og tid. Og du har vænnet dig til rollen og ansvaret for andres velbefindende.
Og det kan tage tid at finde en måde at gøre det på.
Men hvis du er klar til at ville ud af det, så er det bestemt muligt. Og det kan starte lige nu.
En ændring kunne fx være at du siger, ”nå nu vil jeg også gerne fortælle dig om noget”. Eller, hvis du taler med en person, som du faktisk slet ikke ønsker at tale med, så kan du afbryde samtalen: ”Jeg kan desværre ikke tale mere med dig, da jeg har noget andet, jeg skal”.
Og sørg så for at du fra nu af holder fast i de ændringer fremadrettet.