Det er så frustrerende at være i relationer, hvor det er lige meget hvor mange gange du gentager et budskab, eller hvor meget du gør dig umage med at forklare dig, så møder du manglende respons, fordrejninger af dine budskaber, tavshed, angreb eller afvisninger af dit budskab.
Familier med misbrug og familier med følelsesmæssige umodne forældre med psykiske problemer, vil ofte lide under en meget dårlig form for kommunikation. Det skyldes både at mentaliseringsevnen generelt er lav i den slags familier, og at alkoholisme/psykisk sygdom skaber tabuer omkring forældrenes problemer og deres mangelfulde håndtering af dem.
Vi taler ikke om det som skete i går. Vi holder ikke vores mor eller far oppe på deres løfter om aldrig mere at drikke, når vi ser det halv tomme vinglas på køkkenbordet. Vi prøver at kigge den anden vej, lukke det inde i os selv, vende den anden kind til.
En anden typisk karakteristik af den dårlige kommunikation er at vi taler grimt om andre. Alle dem som ikke er lige som os. Og vi taler grimt til hinanden, når vi føler os usikre på hinanden. Vi taler bag om ryggen på hinanden. Der er ingen grænser, og vi kan ikke regne med at nogen holder ord, eller holder på en fortrolig bekendelse.
Kommunikation handler om at skabe forbindelser mellem mennesker.
Kommunikation handler om at skabe kontakt og samhørighed. Når kommunikationen bliver negativ og begrænses af hensyn til forældrenes problemer, så vil ensomheden og dysfunktionen trives i familien.
Det paradoksale er at den manglende kommunikation i den dysfunktionelle familie, handler om at holde sammen på familien. Når der foregår utrygge eller destruktive ting i familien, holder vi sammen, ved ikke at mærke det og ved ikke at tale om det.
Måske var det sådan det var i din familie. At I ikke talte om det som var svært. At du ikke talte om dine følelser og trængsler, fordi der ikke var ressourcer og plads til det.
Og nu er du blevet voksen, og er begyndt at tale om dig selv. Og begyndt at ville tale med din familie om det som skete. Eller om hvordan du har det nu som voksen. Og så møder du de gamle regler og begrænsninger i samtalerne.
Tavshed. Manglende nysgerrighed på det du fortæller. Manglende analyse og selvransagelse hos dine familiemedlemmer, når du spørger ind til noget vigtigt. Manglende spejling og opfølgning på det som sker for dig for tiden, og det som du er optaget af.
Så når du tager derfra, føler du dig tom og alene og usikker på om det du sagde overhovedet blev hørt og forstået. Betyder du overhovedet noget for din familie?
Dramatrekanten
En af de kommunikative dynamikker, som findes i dysfunktionelle familier er Dramatrekanten. Hvis du lytter efter vil familien tale ud fra en af de tre forskellige måder at se sig selv og andre på. Det er dramatrekantens tre ”roller” frelserrollen, offerrollen og krænkeren.
I samtalerne, eller i forskellige udsagn, vil du kunne høre dig selv eller din familie tage en eller flere af disse roller. De fleste har en ”favoritrolle”, men alle kan skifte undervejs i en samtale. Det kan ske lynhurtigt.
Dramaet i trekanten går ud på at slippe af med ubærlige følelser som f.eks. tomhed, magtesløshed, forladthed, skyld og fortvivlelse ved at ’transportere’ følelserne over i den anden. Man bliver fri for at mærke sine egne autentiske følelser, og i stedet skaber man et drama, hvor mere eller mindre vigtige ting bliver taget op og behandlet.
Sandheden er, at der ingenting sker: Ingen problemløsning, ingen udvikling – ingen ansvarstagen.
Og hver gang vi har befundet os i sådan en samtale hvor vi har været enten redder, offer eller krænker, så er vi længere væk fra hinanden, end vi var før.
Hvorfor?
Men hvorfor bliver vi så ved med at falde ned i den slags primitive samtaleformer?
Det er fordi det er meget krævende at træde ud af trekanten, hvis du er den eneste der gør det. Hvis du fx kommer hjem til din mor, og hun sukker og siger….”ja det er jo næsten ikke noget jeg ser til dig. Du ringer aldrig” (Hun taler ud fra en offerrolle: ”det er synd for mig at du ikke besøger mig mere”. og krænker rollen: ”det er for dårligt at du aldrig tænker på mig og besøger mig”),
Hendes udsagn lægger op til at du går i frelserrollen og siger sådan noget som ”Ja…mor. Jeg skal nok blive bedre til at ringe til dig.”
–Eller du vil måske føle ubehag eller skyld og dårlig samvittighed, og føle dig angrebet af hendes udsagn (Du bliver selv offer)
Træd ud af Dramatrekanten.
Hvis du her skulle træde ud af dramatrekanten, hvordan vil dit svar så lyde??
Det kunne lyde sådan her:”Nå så du synes ikke at jeg kommer nok på besøg, eller ringer nok. Jeg ringer når jeg har noget på hjertet og gerne vil tale med dig. Hvis du savner mere kontakt, så må du selv ringe, ikke sandt?”
Når du vælger ikke at spille med på de spil, som foregår i dramatrekanten, så vil du opleve at du selv skal kunne udholde din smerte, over at I taler så dårligt sammen. Og du skal kunne udholde at I ikke er enige om problemet, nemlig at du ikke er skyldig i din mors ensomhedsfølelse. Og at du ikke kan bære hendes problemer. Du kan og skal ikke fjerne det fra hende. Men det vil hun ikke forstå, når du siger det til hende.
Hun vil sikkert slet ikke svare, når du går ud af dramatrekanten.
Det kan være en stor hjælp at få en forståelse af, hvad der sker i kommunikationen. Gradvist kan du blive bedre til at spotte, hvornår du selv er i trekanten og får derved mulighed for at begynde at bryde mønstret. Hvis der ikke er noget offer, ingen krænker og ingen frelser bliver kommunikationen helt anderledes. Så bliver det en dialog, hvor I kan møde hinanden som jævnbyrdige, ligeværdige personer. På den måde kan I opnå den nærhed og kontakt, som kommunikation i virkeligheden er skabt til. Nemlig at I forbinder jer med hinanden.
Mange voksne børn må opgive at få talt rigtigt sammen med deres forældre og måske også søskende, og det kan være meget sorgfuldt og svært at acceptere.
Når du ikke kan ændre på det, så er det ekstra vigtigt at du søger andre gode samtalepartnere, eller i en periode går til psykolog, og får talt om de ting, som du bærer på, så du mærker din egen evne til at kunne forbinde dig med andre mennesker…også gennem samtalen.